Så har jeg været i DC i lidt over en uge, det er godt nok gået hurtigt med alle de nye indtryk, oplevelser og mennesker man møder.
Men indtil videre er jeg faldet super godt til, hvilket betyder jeg ved hvor den nærmest grocery store samt starbucks er ☺ Aj det er faktisk helt seriøst rart, når man kan finde lidt rundt i byen og ved hvor alle de praktiske ting er.
Nå men jeg vil starte hvor jeg slap sidst, hvor jeg havde set det hvide hus. Var næste dag en tur down town, det tager ca. en halv time, tre kvarter at gå dernede, så det er en god gå-tur. Men havde sat mig i hovedet at jeg ville se det hvide hus fra den anden side, Smithsonian og Capitol Hill. Så jeg var dernede i det kvarter hele dagen. Det gode ved Washington er at alle turist stederne ligger ret tæt, og det er nemt at finde rundt, så det er helt fantastisk.
Men så Washington monumentet, dog ikke Lincoln, det må blive en anden dag, og derefter gik jeg over på Air and Space museet, som vist er det mest populære Smithsonian museum. Smithsonian er en række museer der er sponsoreret af en rigmand, og så ligger de på stribe og er gratis at komme ind på. Der er American history, African history osv. Men Air and Space var et meget sjovt museum at se, men rigtig stort. Tror dog ikke min interesse var helt ligeså stor for rumfart osv. som de andre turisters, så drønede bare lige igennem deres ret store museum, og så de sjoveste ting. Der var blandt andet en beskrivelse af de første fly, og hvilke personer der havde penge nok til at bruge dem, derudover reklamer for flyrejser og priser, det var ret sjovt at se. Derudover kunne man se om man kunne have været stewardesse i 1930´erne, der var opstillet en masse kriterier…..tror helt sikkert jeg kunne have været det ☺ På hele museet hang der i loftet fly og kampfly, det var ret vildt, nå man i DK er vant til at det er i mindre udgave, går de bare all in her, ret fascinerende.
Derefter gik jeg over på et andet museum, som nok var mere min interesse American Indian museum, som handlede om indianerne i USA, og hvad de stod for og troede på, og hvordan de passede ind i det amerikanske samfund i dag, det var faktisk ret spændende. Men igen museerne er simpelthen så store, så man gider ikke gå det hele igennem, fordi det er så storslået det hele, så tager det færdigt en anden dag. Jeg købte en ”dream catcher”, som er lavet af indianer og som skal fange alle de gode drømme og få de dårlige drømme væk, skønt, den hænger nu ved min seng. Ledte også efter mokkasiner, men det havde de desværre ikke, øv ☹
Til sidst var jeg på Capitol Hill, man kunne desværre ikke komme helt derop, og der var meget politi der, så må tage en rundvisning en anden dag.
Onsdag tog jeg til Georgetown, som er en super hyggelig bydel der ligger ved floden i vest. Der ligger blandt andet et universitet der, og så er det som at træde ind i Notting Hill. Hyggelige huse og gader over det hele, og så er det åbenbart der man tager hen og shopper også. Men man skal lige vende sig til at når man går ind i en pæn skoforretning for at prøve nogle små fine ballerinaer, kommer der en kæmpe afro-amerikansk mand på 120 kilo og guldkæder, og finder sko til en ☺ Det er faktisk ret cool! Men købte dem da også ☺
Kunne rigtig godt lide stemningen i Georgetown, men desværre er det bare et område der er svært at komme til, da der overhoved ikke går metro dertil. Men får snart cykel herovre, så bliver det nok nemmere at komme til.
Jeg var samme dag en tur forbi ambassaden for at se hvor den ligger. Den er placeret oppe på en bakke, af en stejl vej, og er i to plan, derudover er den omkranset af en skov. Bill og Hilary Clinton har et af deres huse lige overfor på samme vej, og Joe Biden bor lige bag ved ambassaden, så det er ret vildt ☺ Så det er virkelig det dyre kvarter det ligger i. Men stort set alle ambassaden ligger her, det ses også på tilnavnet ”embassy row”.
Om aftenen mødtes jeg for første gang med nogle af de andre praktikanter da vi tog ud og spise. De virker bare super søde, og fik også mødt de ”gamle” praktikanter, som vi skal overtage fra. Vi så også den famøse ”State of the union” speech som Obama holdt. Den har lige siden været kæmpe omdrejningspunkt herovre, fordi Obama lige pt. oplever noget kritik, også i forhold til at folk ikke mener at fakta i talen var helt rigtige, samt at han ikke har fået gjort det han har lovet endnu.
Næste dag var jeg til oplæring på ambassaden, hvor jeg fik overdraget de opgaver jeg skal lave, dvs. både ambassade arbejde og American-Danish Business Counsel. Det var både noget med nyhedsbrevs skrivning, faktureringsarbejde og marketing. Virkede super spændende, men det med faktureringen virkede rimelig hard core, nok også fordi IT ikke lige er min stærke side, men det skal nok gå.
Om aftenen var vi ude og spise igen, hvor nogle flere praktikanter var ankommet, så fik hilst på lidt flere der☺
Fredag havde jeg en fridag, hvor jeg fik meldt mig ind i Washington sports club, derefter ude og spise frokost med de andre og om aftenen tog vi ude og spise og på en super fed klub, som var en lejlighed i 3 etager, hvor der var forskellig musik på hver etage, det var et ret cool sted. Det er bare sjovt, fordi i Washington serverer de fleste barer og klubber ikke alkohol efter kl. 2 om natten, så det er lidt anderledes i forhold til DK, til gengæld er det meget billigt at købe drinks ☺
Lørdag tog jeg med en anden praktikant til Pentagon city som ligger i sydvest som er et shopping mekka, eller i hvert fald her der er et mall og Macy´s, farligt farligt sted, man får virkelig hurtigt brugt penge på tøj og cafeer herovre, især fordi tingene er lidt billigere end i DK, så sidder pengene mere løst og man køber 5 gange så meget, logik for burhøns ☺
Derudover er der kommet mega meget sne herovre, så kan forestille mig at det ligner Danmark.
I dag søndag har jeg været til Yoga med de andre i WSC, det er simpelthen et fantastisk center som jeg håber de adoptere i dk, der er kæmpe spa område som er super stilet, der er badekabiner med shampoo osv. hårtørrer, håndklæder og poser til det beskidte tøj, de har simpelthen tænkt på det hele ☺ Yoga var også super fedt, i et svagt belyst rum med stengulv, så det virkede rigtig autentisk. Men blev alligevel lidt for spirituelt for mig til sidst, da yoga læren begyndte at mmmmmmmmmmm´e og sige peace in mind and soul…..var lige ved at grine midt i det hele, men havde nok været lidt upassende tror jeg ☺
Men de har mange fede hold, og man kan bare melde sig til, og hvis man ikke dukker op, bliver man ikke trukket et gebyr…fantastisk.
Har fået meldt mig til en masse hold nu, så håber jeg får sparket mig selv derned en masse dage, men det tror jeg gør, fordi badet dernede er bedre end herhjemme. Derudover har jeg tilmeldt mig en privat træner, så håber jeg bliver super motiveret til træning.
Nogle lidt sjove ting der er sket herovre den sidste uge: amerikanerne er jo meget patriotiske, så da jeg sad og snakkede med Don forleden, som er manden i det hus jeg bor, spurgte han hvornår Danmarks nationaldag var?!?! Synes jeg var ret sjovt, da vi jo ikke rigtig har det, så har prøvet at forklare dem lidt om danskere, og at vi faktisk også diskuterer nødvendigheden af monarkiet i Danmark for tiden. Tror de synes vi er små kyniske i DK.
Derudover er der mange der sidder og prøver at finde ud af, hvor man kommer fra, når vi snakker dansk på cafeer, mange tror at man er tysker hmmmm, det ved jeg ikke lige hvor glad jeg er for.
Den sjovest var helt sikkert forleden, da jeg kom hjem om eftermiddagen og der så lå et gebis på køkkenbordet…..så ved man virkelig at man bor hos et ældre par ik ☺
Har faktisk kun haft en ubehagelig episode herovre på denne uge, og det var da jeg tog en taxa på et tidspunkt, og jeg gav chaufføren 10 dollars og det blev 5 dollars (det er normalt at give en dollar i drikkepenge) og han bare sagde tak og på ingen måde ville give mig penge retur. Han var ret ubehagelig fordi han begyndte at sige der var ekstra gebyr, og vidste jo godt det var løgn, men når der sidder en rimelig aggressiv mand på 200 kilo foran en og det er midt om natten, vælger man altså bare at sige ok.
Men må ellers sige at det virker rigtig godt herovre indtil nu ☺

Ingen kommentarer:
Send en kommentar